Torvet 5 i Varde, siden 1797
Du drikker din kaffe i byens ældste hus
Bygget til en præsteenke. Kro for familien Sillasen i næsten hundrede år. Turistkontor, restaurant og i dag Café Silas.

Velkommen indenfor
Det er lidt vildt at drive café i et hus, der er ældre end grundloven. Det føles mindre som at eje det og mere som at låne det.
Huset har været enkebolig, kro, værtshus, turistkontor og restaurant. Nu er det vores tur til at fylde det med kaffeduft og snak. Vi laver ikke museum. Vi vil bare gerne have, at du kan mærke, at væggene har været med til meget, mens du sidder med din kop.
Kom indenfor. Huset har plads.
Café Silas

Et hus bygget til en enke
I 1797 opførte bygmester Mikkel Stobberup huset som enkebolig til Anna Christine Agnethe Brorson. Hun var enke efter C.C. Brorson, der var præst i Varde og søn af salmedigteren H.A. Brorson.
Grunden lå i et snævert hjørne ved sidegaden, så det ene hjørne af huset måtte skæres af. Stobberup valgte at skære begge hjørner af, så huset forblev symmetrisk.
De to skrå hjørner er i dag noget af det mest kendetegnende ved huset.
Efter Anna Brorsons død i 1814 boede skiftende borgerfamilier i huset: en søløjtnant og hans hustru, en kunstdrejer, en degn og en gartner.
Derfor hedder det Sillasens Hus
I 1871 købte landmand og gæstgiver Peder Sillasen huset og gjorde det til kro. Huset fik hans navn og blev et sted, hvor byens folk og rejsende kunne få en bid mad og en dram.
I 1918 overtog sønnen Sillas Jensen Sillasen huset og drev værtshus. Han havde også et landbrug uden for byen, og i 1931 byggede han en stor grisehal ved siden af, hvor der blev holdt svinemarkeder.
Sillas Jensen Sillasen døde den 27. december 1959. Hans arvinger førte restaurationen videre, og huset blev ved med at være et samlingssted.
Husets liv
- 1797
Enkeboligen bygges
Mikkel Stobberup opfører huset til Anna Christine Agnethe Brorson.
- 1814 til
1870’erneBorgerhus
Efter enkens død bor skiftende familier af byens bedre borgerskab i huset.
- 1871
Peder Sillasen laver kro
Huset får navnet Sillasens Hus.
- 1918
Sønnen overtager
Sillas Jensen Sillasen driver værtshus i huset.
- 1931
Grisehal og svinemarked
Ved siden af kroen bygges en stor grisehal.
- 1956
Rutebilstation
De gamle avlsbygninger rives ned, og gårdspladsen bliver kommunal rutebilstation.
- 1959
Ny generation
Sillas Jensen Sillasen dør, og arvingerne fører restaurationen videre.
- 1968
Huset i miniformat
Minimurerne bygger Sillasens Hus i Varde Miniby, hvor det står endnu.
- 1970 til
2003Turistkontor
Huset tager imod byens besøgende.
- 2003
Restaurant igen
Huset indrettes som gourmetrestaurant.
- 2012 til
2021Aunt Betty
Mor og datter driver café i huset.
- 2023
Café Silas åbner
Jonna Holten Kristensen åbner Café Silas, og huset summer igen af liv og kaffeduft.
Kig efter, næste gang du sidder her

De skrå hjørner
Det ene hjørne var nødvendigt på grund af den smalle sidegade. Det andet kom til for symmetriens skyld.

Dråben på hoveddøren
Den udskårne dråbe var et motiv, man kunne finde på flere døre i det gamle Varde.

Facaden
Rød, blank mur med gamle håndstrøgne sten, en hvidkalket gesims og to hvide skorstenspiber på taget.

Spisestuen mod torvet
Køkkenet lå bagerst og spisestuen ud mod torvet. Bjælkelaget og de gamle lister er stadig bevaret.
Fra arkivet
Fotoene er fra Varde Lokalhistoriske Arkiv, med mindre andet er nævnt.








Huset er fredet
Sillasens Hus er fredet og er i dag det ældste hus i Varde. Det fortæller om byggestil, byliv og forandring gennem mere end 225 år. Når vi passer på huset, passer vi på et stykke af byens historie.
Den hele historie hænger også på væggen i caféen. Kig efter plakaten, når du er forbi.

Kom og sid i huset
Mandag til lørdag kl. 10–20 og søndag kl. 10–16. Kaffe, frokost og udeservering på torvet, når vejret er til det.
Kilder
Historien på siden bygger på:
- Plakaten “Sillasens Hus” i Café Silas, designet af Punkt & Prik
- Trap Danmark: Silasens Hus, Varde
- Varde Kommune, Minibyen: Sillasens Hus
- Varde Lokalhistoriske Arkiv via arkiv.dk